Vedtægter
Julehjerter - Jægerspris & Omegn
§1 Navn og hjemsted
Stk. 1: Foreningens navn er “Julehjerter – Jægerspris og Omegn”
Stk. 2: Foreningens hjemsted er Frederikssund Kommune.
§2 Formål, aktiviteter og type
Foreningen er en almenvelgørende forening, hvis primære formål er at hjælpe de nævnte personer og familier i §2, stk. 1.
Stk. 1: Foreningens formål er:
a) Primært at støtte familier og enkeltpersoner i Frederikssund Kommune eller familier og personer som har tilknytning til kommunen, og som har økonomiske udfordringer, således at julen bliver en udfordring i forhold til mad, gaver, tøj og andre nødvendigheder – for at få en jul som de fleste andre familier i Danmark.
Stk. 2: Foreningens aktiviteter er:
a) Støtte til familier og personer i stk. 1 skal ske gennem indsamling, sponsorstøtte, gaver, auktioner og andre aktiviteter besluttet af foreningens bestyrelse, medlemmer eller generalforsamling.
Stk. 3: Foreningens type:
a) Foreningen er en almennyttig non-profit forening, hvor de indsamlede midler alene kan benyttes til uddeling til nævnte personer i stk. 1 samt i begrænset omfang til administration af foreningen.
Administrationsomkostninger må ikke overstige 7% af de årligt indsamlede midler.
§3 Medlemskreds
Stk. 1: Hvem
Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Foreningen kan tegne støttemedlemsskab fra andre foreninger, virksomheder og institutioner. Støttemedlemmer har ikke stemmeret i foreningen.
Stk. 2: Indmeldelse
Indmeldelse sker ved skriftlig meddelelse til foreningen. Medlemsskabet er først gyldigt, når foreningen har modtaget kontingent.
Stk. 3: Udmeldelse
Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til foreningen med virkning fra udgangen af den måned, hvor skriftlig besked er sendt.
Stk. 4: Kontingent
Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves hvert år i maj måned for det pågældende år.
§4 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 1: Ordinær generalforsamling
Ordinær generalforsamling holdes én gang årligt i april måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne.
Dagsorden til ordinær generalforsamling skal udsendes til medlemmer senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 2: Møde- og stemmeberettigede
Møde- og stemmeberettigede er alle medlemmer på generalforsamlingen, der har betalt kontingent i det forrige foreningsår.
Der kan stemmes ved fuldmagt. Et tilstedeværende medlem kan medbringe én fuldmagt.
Stk. 3: Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
Valg af stemmetællere
Valg af dirigent
Formandens beretning
Regnskabsaflæggelse
Behandling af indkomne forslag
Fastsættelse af kontingent
Valg af formand
Valg af 4–7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
Valg af en revisor samt ekstern revisor
Eventuelt
Stk. 4: Forslag til behandling på generalforsamlingen
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 5: Dirigent på generalforsamlingen
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 6: Beslutningskompetence
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (flest af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning.
Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager.
Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Her gælder også reglen om simpelt flertal.
§5 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Indkaldelse
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig, begrundet anmodning herom over for formanden.
I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
Stk. 2: Indkaldelsesfrist
Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
§6 Foreningens daglige ledelse
Stk. 1: Bestyrelsens sammensætning
Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af næstformanden, kassereren og 2–5 medlemmer.
Formanden vælges for ét år ad gangen, mens den øvrige bestyrelse vælges for to år ad gangen.
På den stiftende generalforsamling vælges halvdelen dog kun for ét år.
Stk. 2: Bestyrelsens opgave
Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med foreningens vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3: Konstituerende møde
Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 4: Bestyrelsens forretningsorden
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 5: Bestyrelsens møder
Formanden – og i hans/hendes fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder.
Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske herom.
I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
§7 Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1: Regnskabsår
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2: Bestyrelsens økonomiske ansvar
Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3: Kassererens opgaver
Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister samt forestår opkrævning af kontingent.
Stk. 4: Revision
Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer samt af en ekstern revisor udpeget på generalforsamlingen.
§8 Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1: Tegningsregler
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst ét yderligere bestyrelsesmedlem i forening.
Der udstedes et foreningskreditkort til formanden. Formanden kan benytte dette til indkøb i forbindelse med gaver, indkøb og gavekort ved uddeling af midler jf. vedtægternes §2 stk.1.
Bilag fra brug af kreditkort skal efterfølgende attesteres af et af bestyrelsens øvrige medlemmer inden bogføring. Max beløb for et enkelt kreditkortkøb er 2.500 kr.
Stk. 2: Hæftelse
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§9 Vedtægtsændringer
Stk. 1: Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de fremmødte inkl. fuldmagter på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2: Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§10 Opløsning
Stk. 1: Opløsning
Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal af de fremmødte inkl. fuldmagter på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2: Formue ved opløsning
Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i §2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål i Frederikssund Kommune.
Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
§11 Datering
Stk. 1: Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 12. marts 2024.